”På Aarhus Universitetshospital fik vi i 2017 pludselig mulighed for at byde ind på at afholde en international konference om strålebehandling af kræftramte børn. Vi havde kun ganske kort tid til at forberede ansøgningen, omkring 2½ uge, og med så tidspresset en proces forhørte vi os hos VisitAarhus, om man her kunne hjælpe. Vi fik meget mere, end vi turde håbe på. VisitAarhus afsatte omgående mandskab til at hjælpe os, og de var afgørende for at vi fik samlet alt materiale, forespurgt på priser og opsat budget for to forskellige konferencelokaliteter, samt indhentet støttebreve fra regionsformand, borgmester og ledende ansatte fra bl.a. universitet og hospitalet. Det hele blev pakket flot ind i en ansøgning med professionelt layout og fotos af høj kvalitet. Ansøgningen blev rigtig godt modtaget, og vi blev inviteret til at præsentere ansøgningen personligt ved et møde i New York måneden efter. Her sørgede VisitAarhus for at levere materiale til vores præsentation, og på trods af tidsforskellen stod en medarbejder standby ved telefonen i tilfælde af, at der pludseligt skulle indhentes supplerende oplysninger. Hele vores ansøgning blev særdeles positivt modtaget og fik megen ros. At konferencen alligevel ikke endte i Aarhus, fandt vi senere ud af, skyldtes alene en politisk beslutning om at vælge en ansøger fra Asien, hvor konferencen endnu aldrig havde været afholdt.”
- Klaus Seiersen, forsker på AU Institut for Klinisk Medicin